Anders Fogh Rasmussen sætter nu en stram tidsramme op for irerne.
Inden det næste valg til Europa-parlamentet skal det irske folk være klar med en plan for at redde Lissabon-traktaten.
Ellers er traktaten død - og EU kastet ud i krise.
Og dermed er der reelt ni måneder at arbejde med, siger statsministeren forud for et topmøde i Bruxelles.
- Jeg håber, at det kan løses, så valget til EU-parlamentet næste år i juni kan finde sted på baggrund af de regler, der findes i Lissabon-traktaten. Men det kræver, at alle ratificerer, sagde Anders Fogh Rasmussen torsdag, ifølge Jyllands-Posten.
Vil have ny afstemning
Alt tyder på, at de større EU-lande - blandt andet Tyskland og Frankrig - vil forsøge at presse på for at få endnu en ny irsk folkeafstemning.
Hvis traktaten ikke godkendes af alle EU-lande, så dør den. Og det står Fogh fast på.
- Det er realiteten, og det er man nødt til at se i øjnene, sagde Fogh Rasmussen.