Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kommenterer nu for første gang sagen om den danske udlændingepolitik, som en nylig EU-dom truer med at udhule. Fogh forsikrer, at den danske udlændingepolitik ligger fast.
- Dommen anfægter ikke, at den danske udlændingepolitik ligger fast, men den påvirker et hjørne af politikken, siger Anders Fogh Rasmussen ifølge politiken.dk
Ifølge berlingske.dk siger statsministeren også, at regeringen straks vil kontakte EU-kommissionen samt en række af de øvrige medlemslande i EU for at diskutere den seneste dom fra EF-domstolen.
Ifølge dommen er få ugers arbejde i et andet EU-land nok til at omgå de danske regler for familiesammenføring.
Sagen har blandt andet resulteret i, at Dansk Folkeparti, der er skeptisk over for EU, har krævet indflydelse på den danske EU-politik. Til det krav siger Anders Fogh Rasmussen i følge politike.dk:
- Hvis det er udtryk for en nyorientering fra Dansk Folkepartis side, så skal det ikke skorte på lysten til samtaler. Og det er da meget positivt, hvis Dansk Folkeparti har vurderet, at der er behov for en nyorientering i EU-politikken.