Fogh brød løfte om mishandling af Irak-fanger

Anders Fogh Rasmussen (V) garanterede, at Folketinget ville få oplysninger om mishandling, hvis VK-regeringen fik oplysninger om dette.
Anders Fogh lovede som statsminister at fortælle om tortur af irakiske fanger, hvis han havde oplysninger om det. Men det skete aldrig, selvom Forsvarsministeriet havde oplysningerne.
Anders Fogh lovede som statsminister at fortælle om tortur af irakiske fanger, hvis han havde oplysninger om det. Men det skete aldrig, selvom Forsvarsministeriet havde oplysningerne. Foto: Jens Dresling/POLFOTO/Arkiv / POLFOTO

Folketinget fik aldrig oplysninger om mishandling af fanger i Irak fra daværende statsminister Anders Fogh, selvom Fogh havde lovet at give oplysningerne videre.

Det skriver Information.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

I en debat i Folketinget den 5. maj 2004 spurgte SF's Villy Søvndal, om statsministeren kunne love, at regeringen ville "videregive oplysninger om tortur, hvis regeringen bliver bekendt med, at det forekommer".

Svaret kom prompte fra statsministeren.

"Ja, det kan jeg garantere hr. Villy Søvndal for. Skulle vi komme i besiddelse af sådanne oplysninger, vil vi selvfølgelig ikke tøve med at videregive dem," sagde Anders Fogh ifølge Information.

Tirsdag kom det dog frem, at Forsvarsministeriet siden 2004 har vidst, at de fanger, danske soldater udleverede til det irakiske politi i flere tilfælde blev udsat for tortur.

På et tilsynsbesøg i Al Makil-fængslet i Basra i juni 2004 fik danske soldater oplysninger om tortur, som de førte til rapport. Rapporten viser, at otte ud af 15 fanger hos det irakiske politi var blevet mishandlet. Flere havde synlige tegn på politiets tortur, som ar, brændemærker og skadede legemsdele.

De oplysninger kom aldrig frem til Folketinget, fordi daværende forsvarsminister Søren Gade (V) stregede alle oplysninger om tortur ud med den begrundelse, at de kunne skade det dansk-irakiske samarbejde.

I dag kalder Villy Søvndal den tidligere regerings handlinger for "bekymrende".

"Og når Folketinget ligefrem selv har bedt om oplysningerne, og statsministeren har lovet at videregive dem, er det ekstra bekymrende, at de ikke blev udleveret," siger Villy Søvndal til Information.

Han ser nu frem til Irak-kommissionen, som skal gå den tidligere regerings håndtering af krigen i Irak efter i sømmene.

Kilde: Information

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.