Det kan godt være, at den tidligere Venstre-formand, Uffe Ellemann-Jensen, mener, det er pinligt, at den danske regering har været langsom til at implementere EU-reglerne i udlændingepolitikken. Men partifællen, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), tager kritikken med ophøjet ro.
"Jeg lytter til alt, hvad folk siger. Men det betyder ikke, at jeg er enig med dem. Jeg er meget uenig med Uffe," sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde.
Uffe Ellemanns kritik handler blandt andet om indførelsen af EU's såkaldte opholdsdirektiv, der har været centralt i striden om danskere, der gerne vil have deres ægtefælle til Danmark.
Til Berlingske Tidende tirsdag sagde Uffe Ellemann-Jensen:
"Det er pinligt - og helt ude af trit med mangeårig dansk tradition for at være vanskelige, når reglerne laves, men hurtige til at gennemføre dem," lød det fra den tidligere udenrigsminister og Venstre-formand.
Men kritikken bider ikke på Anders Fogh Rasmussen.
"Når jeg tager det roligt, er det fordi, der er ytringsfrihed her i landet. Der er frihed til at sige noget, og der er også frihed til ikke at sige noget, og vi har i partiet begge kategorier," konstaterede han.
Ifølge en rapport fra EU-kommissionen, som bliver offentliggjort onsdag, har Danmark været det tredjedårligste EU-land til at gennemføre opholdsdirektivet.