Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, opfordrer nu hele verden til at støtte op om Barack Obamas Afghanistan-strategi.
Den amerikanske præsident har netop annonceret, at USA vil sende 30.000 soldater til Afghanistan. Men Anders Fogh Rasmussen afviser, at det betyder en exit for Nato-missionen i det krigshærgede land.
"Det er vores fælles kamp. Vi må afslutte den i fællesskab," sagde han i dag på et pressemøde i Bruxelles.
"I denne vigtige tid må Nato endnu en gang vise sit sammenhold og sin styrke. Helt konkret betyder det, at alle allierede og samarbejdspartnere i vores mission må yde en ekstra indsats," sagde Anders Fogh Rasmussen.