De morgenfriske kan glæde sig i dag. De kan nemlig spise morgenmad på terrassen og snuppe cyklen på arbejde - begge dele i selskab med lune stråler fra en varm morgensol.
Og der er sommer i luften, eftersom temperaturen de fleste steder vil komme op omkring 20-25 grader, mens termometret ifølge DMI lokalt endda kan nå helt op og vise 28 grader.
Det er dog primært landets østlige beboere, der kan se frem til tørt vejr og masser af sol i formiddagstimerne.
Men man skal skynde sig ud i havestolen eller ned på bænken i den lokale park. Eftermiddagen byder nemlig på mere skyet vejr med både regn- og tordenbyger.
Især jyderne - og særligt vest- og nordjyderne - skal huske at have en paraply i tasken og et par gummistøvler i bagagerummet. DMI varsler nemlig kraftig regn og torden i hele Jylland, hvor der forventes mellem 25 og 40 mm regn i løbet af formiddagen.
Hungrer man efter flere solstråler, er der imidlertid håb forude. Onsdag byder på tørt vejr med nogen sol de fleste steder i landet - men her når termometret dog kun op på mellem 12 og 17 grader om dagen.