I seks år blev en ung polsk kvinde holdt fanget og udnyttet som sexslave af sin far.
Nu, efter hendes 45-årige far er blevet anholdt, udtaler den 21-årige kvinde sig for første gang til den polske avis Fakt.
- Han voldtog mig første gang, da jeg var 15 år. Han kom ind på mit værelse en aften og sagde, at jeg skulle tage tøjet af. Jeg troede først, at det var en spøg, fortæller kvinden til avisen.
Efter den første voldtægt truede faderen med at slå både pigen og hendes mor ihjel, hvis hun røbede noget om overgrebet, og et overgreb blev til flere.
- Han kom ind til mig to-tre gange om ugen, siger hun.
Pigen blev gravid to gange, og hendes forældre mente, at en abort var udelukket. Hun fødte drengebørnene på hospitalet under overvågning af sin far. Efter fødslen underskrev hun en erklæring om bortadoption.
- Jeg vil ikke opspore børnene. De er ikke mine børn, siger hun til avisen.