Den første dansker herhjemme er nu død af H1N1 - også kendt som svineinfluenza. Det oplyser Sundhedsstyrelsen.
Tidligere er en dansk mand, der var i Norge, død af influenzaen. Han var lastbilchauffør, blev smittet i Norge, og døde af sygdommen og er derfor registreret under norske dødsfald.
"Når vi har en epidemi, som vi har nu, så må vi forvente dødsfald," siger forebyggelseschef for Sundhedsstyrelsen Else Smidt til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den 62-årige mand var i forvejen alvorligt syg af en kronisk sygdom.
Over 100.000 danskere er lige nu smittet af H1N1.