Brøndby fik forårets første sejr, da hjemmekampen mod AGF udmøntede sig i en fortjent sejr på 2-0.
Alexander Farnerud scorede for anden kamp i træk, da han blev spillet fri af angrebskollegaen Morten Duncan Rasmussen i første halvleg.
Efter pausen havde Brøndby et solidt overtag, men havde svært ved at få mål nummer to trods store muligheder til Stefan Gislason og indskiftede Ousman Jallow.
Jallow tog dog revanche i tillægstiden, da han fik pandebrasken på Michael Krohn-Dehlis indlæg. Bolden strøg i nettet og kampen var lukket.
Dermed har både FC København og Brøndby 43 point i toppen af ligaen. AGF er uden sejr i foråret.
I næste spillerunde skal Brøndby til Randers, mens FC København får fornøjelsen af OB i en regulær topkamp i Parken.