David Beckham scorede sit første mål for AC Milan, da han rundede løjerne af med fuldtræfferen til 4-1 ude mod Bologna i Serie A.
Oplægget til målet stod veteranen Clarence Seedorf for, og dermed var der et nyt højdepunkt i karrieren for englænderen, der er udlejet fra LA Galaxy i to måneder.
Inden da havde Seedorf og Kaka fordelt de øvrige milanesiske scoringer imellem sig. Marco Di Vaio nettede for hjemmeholdet.
AC Milan haler dermed ind på konkurrenterne Juventus og Inter efter et par sløje sæsoner, hvor holdet har lidt under efterdønningerne af den store bestikkelsessag, der plagede italiensk fodbold.
I Palermo spillede Simon Kjær hele kampen mod Udinese, der blev besejret 3-2. Niki Zimling så til fra bænken.