Kasper Schmeichel, Nicklas Bendtner og resten af det danske fodboldlandshold kunne nøjes med en flyvetur til Irland på et par timer.
Imens har andre landshold været igennem halve jordomrejser før returopgørene i de interkontinentale playoffkampe til VM i 2018.
Imellem de to kampe mellem henholdsvis Australien og Honduras samt Peru og New Zealand har spillerne således fløjet langt over 10.000 kilometer med tidsforskelle på omkring 17 timer.
Og da spillerne kun har knap fem dage til restitution, har holdene måttet gå langt for at holde deres stjerner friske.
Længst er man gået i Australien, hvor der er blevet lagt over en million kroner ekstra til turen hjem fra Honduras til Sydney for at leje en hel Airbus A330 kun til holdet og staben.
Under turen havde spillerne fået lagt et skema for deres ideelle sovemønster. Derudover kunne de få hjælp til at holde sig vågne med særlige lysterapi-briller, skriver det australske medie ABC News.
Hos Australiens modstandere fra Honduras kunne flere af spillerne til sammenligning hygge sig med en over 30 timer lang rejse på økonomiklasse med to mellemlandinger i USA.
Det bragte dem til Sydney 60 timer før kampen - en hel dag senere end australierne.
Perus spillere er blevet underlagt kostrestriktioner, der skal holde dem skarpe til kampene mod New Zealand.
- De har forbudt os kaffe og andre ting, der holder en vågen, sagde målmand Pedro Gallese til nyhedsbureauet AFP inden det første opgør i Wellington.
I New Zealand håber man, at de rejsevante spillere, hvoraf flere er at finde i europæiske ligaer, vil klare det hårde program på rutinen.
- Rejsen er i sig selv en stor ting for Peru. Jetlag og uvante forhold er noget, som vi er vant til, sagde Andy Hudson, New Zealands træner, til AFP.
Rejserutinen får dansk-new zealandske Winston Reid, der stiller op for New Zealand, brug for.
Spiller han både returopgøret mod Peru natten til torsdag og en kamp for sit hold West Ham i den engelske Premier League søndag, vil han i løbet af to uger have spillet fire kampe på tre kontinenter og rejst over 30.000 kilometer.
Australien møder Honduras i Sydney onsdag klokken 10 dansk tid. Peru møder New Zealand i Perus hovedstad, Lima, torsdag klokken 03.15 dansk tid.
Begge opgør er helt åbne, da de første kampe endte 0-0.
/ritzau/