Fødevarevirksomheder opgiver Danmark. Og det kan få katastrofale følger for danske jobs.
En ny undersøgelse fra Dansk Industri blandt landets største fødevarevirksomheder viser, at næsten ingen af virksomhederne vil investere i Danmark. Til gengæld vil halvdelen investere i udlandet, skriver Børsen.
Virksomhederne begrunder fravalget af Danmark med, at produktionsomkostningerne er for høje. I Sverige er lønnen kun 80 procent af den danske. I Tyskland 60 procent og i England kun 30 procent.
Derfor slår Dansk Industri alarm og efterlyser bedre forhold for virksomhederne.
"Det er overraskende, at op mod halvdelen af de danske fødevarevirksomheder forventer at etablere sig med nye produktionsfaciliteter i udlandet. Det viser, at klimaet for investeringer i Danmark er dårligt samtidig med, at konkurrencesituationen for danske virksomheder er trukket i en forkert retning. Kombinationen af disse ting betyder, at vi i dansk fødevareindustri befinder os på en brændende platform," siger direktør i DI Fødevarer, Ole Linnet Juul, til Børsen.