Politiet har anholdt en 28-årig mand for at påsætte en brand i en træpavillon nær Slagelse, hvor en 26-årig kvinde lå og sov.
Den midlertidige træpavillon er sat op i forbindelse med renovation af ejendommen i Kirkerup ved Sørbymagle.
Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at manden og kvinden havde en relation, og politiet har da heller ikke noget klart motiv til forbrydelsen.
"Jeg tror ikke, at motivet har været at brænde kvinden inde. Men når man sætter ild i et hus, må man vide, at der opholder sig mennesker i huset. Derfor bliver han sigtet efter paragraf 180, som er den grove brandstiftelsesparagraf," fortæller vicepolitikommissær ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn Nielsen
Klokken 00.48 fik politiet et opkald fra kvinden, som ved egen hjælp nåede at komme ud, og få branden under kontrol. Hun vågnede ved lugten af røg.
"Hun ligger og sover, og vågner klokken halv et i nat ved, at der lugter af røg, og hun kan se lys," siger Søren Ravn Nielsen.
Da politiet ankom til ejendommen, fik betjentene en helt særlig hjælp. Den nyfaldne sne hjalp politiet på vej, da de skulle finde frem til en mulig gerningsmand.
"Fra gerningsstedet er der nogle fodspor i den nyfaldne sne, der fører over til den ejendom, hvor man møder den anholdte," fortæller han.
Politiet er stadig i gang med de tekniske undersøgelser. Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved klokken 11.45. Grundlovsforhøret vil foregå bag lukkede døre.