Fodboldstjerne risikerer dopingstraf

Den svenske fodboldlegende smed en dopingkontrollant ud af omklædningsrummet.
Henrik "Henke" Larsson var en frygtet angriber, da han spillede. Som træner har han vist sig at have et stort temperament.
Henrik "Henke" Larsson var en frygtet angriber, da han spillede. Som træner har han vist sig at have et stort temperament. Foto: KEVORK DJANSEZIAN

Den svenske fodboldlegende Henrik "Henke" Larsson har fået de svenske dopingmyndigheder på nakken, efter at han smed en dopingkontrollant ud fra sin klub Landskrona Bois' omklædningsrum.

Reglerne siger ellers klart, at man ikke må forhindre dopingkontrollanter i at arbejde, men det blæste Landskrona-træneren på, da hans hold netop havde besejret Varberg i en kamp i foråret.

- Der er ikke så meget at sige ud over, at det er ved at blive undersøgt. Jeg fik ret i første omgang, og jeg ved ikke, hvad der skulle være nyt nu, siger Henrik Larsson til Helsingborgs Dagblad.

Det var i forbindelse med kampen mod Varberg den 23. april i den næstbedste svenske række, at Landskrona Bois fik besøg af en kontrollant, der udvalgte to spillere til dopingtest.

Ifølge reglerne må spillerne ikke være uden for kontrollantens synsfelt, indtil de har afgivet urin. Men da Larsson kom i omklædningsrummet efter kampen, smed han straks den for ham ukendte mand ud.

Dopingkommissionen mener, at den mangeårige landsholdsstjerne udmærket var klar over, at der var tale om en dopingkontrollant, og at Larsson blev præsenteret for legitimation.

I første omgang gik Larsson fri, fordi fodboldforbundets disciplinærudvalg gav ham medhold i, at han ikke vidste, at der var tale om en kontrollant.

Den afgørelse har Dopingkommissionen anket, så nu risikerer Landskrona-træneren igen en straf for sin kontante behandling af dopingkontrollanten.

Han risikerer bøde eller karantæne fra trænerbænken, hvis han bliver kendt skyldig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.