Tusindvis af husvilde ofre for det voldsomme jordskælv den 12. januar i Haiti står til at blive hjemløse - igen.
Landets største fodboldstadion, Sylvio Cator, er det midlertidige hjem for 1.500 familier, som er hjemløse overlevende efter katastrofen. Men nu vil Haitis regering smide dem på gaden, så stadionet kan blive renoveret og klar til at vise fodboldkampe igen så snart som muligt.
Og det får kritikken til at hagle ned over Haitis regering. For ingen ideer til et alternativ for de hjemløse er blevet lagt på bordet, skriver metroXpress.
Kun få timer efter jordskælvet raserede byen, indtog hundredvis af haitianere det syntetiske græs og parkeringspladserne rundt om stadionet. I dag bor her 6.000 mennesker.
Men regeringen er urokkelig.
"Vi må i gang med fodboldkampene, og vi må få de unge til at dyrke sport igen. Vi er i gang med at se på et alternativ til dem, der bor på stadion," siger ministeren for ungdom og sport, Lescouflair Evans.