For 25 år siden vandt det danske fodboldlandshold EM i Sverige, og spillerne fik en medalje som bevis på triumfen.
Det er dog ikke alle spillerne, der fortsat er i besiddelse af deres eksemplar.
For et år siden fik Morten Bruun stjålet sin i forbindelse med et indbrud, og det samme er sket for John Sivebæk.
- Jeg har mistet min guldmedalje fra EM i fodbold i 1992. Den blev stjålet under et indbrud i vort hjem.
- De tog min kones smykker og en masse andet. EM-medaljen er aldrig dukket op, siger Sivebæk til Horsens Folkeblad.
Mens Morten Bruun var hurtig til at delagtiggøre omverdenen i sit tab, så er det 11 år siden, at John Sivebæk mistede sin medalje.
Bruun fik for nylig en erstatningsmedalje i forbindelse med Dansk Fodbold Award for halvanden måned siden.
- Hvis det er muligt at skaffe en erstatningsmedalje til Morten Bruun, kunne jeg da også tænke mig at få en erstatning, siger John Sivebæk, der i dag arbejder som fodboldagent.
Det danske landshold møder 6. juni Tyskland på Brøndby Stadion i en venskabskamp, der markerer 25-året for EM-finalen mod tyskerne. Danmark vandt finalen i 1992 med 2-0.
/ritzau/