Da Laudrup i går blev enige med Mallorca om at stoppe som cheftræner for RCD Mallorca, sendte han samtidig en bredside af sted mod klubbens sportsdirektør, Lorenzo Serra Ferrer.
Nu svarer Lorenzo Serra Ferrer igen og får afløb for måneders oparbejdet frustration, skriver Ekstra Bladet.
"Jeg har hverken kommenteret på kritikken, fornærmelserne, provokationerne eller manglen på respekt, Jeg har altid ment, at det vigtigste er overlevelsen af klubben," siger Ferrer ifølge Ekstra Bladet. Han udtaler sig nu, fordi samarbejdet er ophørt.
Danskeren har blandt andet kritiseret Ferrer for at sælge truppens bedste spillere uden at nævneværdige erstatninger blev hentet ind.
Og den kritik får nu Ferrer til at beskrive Michael Laudrup som en mand, der ikke har haft forståelse for klubbens trænge økonomi.
"Klubben er i en meget delikat og svær situation, og det er, som om man ikke ville indse eller forstå denne situation," siger han.
Kilde: Ekstra Bladet