Når de frivillige rykker ind på de danske plejehjem, bliver det fastansatte personale sat ekstra under pres.
Tabet af de bløde opgaver betyder nemlig, at arbejdet for plejepersonalet bliver langt mere ensidigt og kun består af tunge opgaver.
Det siger FOAs faglige sekretær, Karen Stæhr, til Newspaq.
- De fastansatte får alt det hårde arbejde. De frivillige tager sig af den psykiske omsorg, der ellers også er meget vigtig for den fagprofessionelle medarbejder, så de også kender den enkelte ældre, der har brug for pleje, siger hun.
Karen Stæhr mener desuden, at der eksisterer et problem, eftersom hun mener, at de frivillige ender med at udføre arbejde, de ikke er uddannet til.
- Når vi taler om visiterede ydelser, så skal personalet være uddannede. Så de skal have en viden om blandt andet symptomer på sygdomme og se, om den ældre har fået nok at drikke og spise. Og det er de ikke uddannede til, understreger hun.
Hun tilføjer, at det heller ikke er noget, man kan være bekendt over for den frivillige, der kun er ment som et supplement til eksempelvis avislæsning og bankospil.
I Viborg Kommune, har man frivillige tilknyttet til alle kommunens 17 plejehjem.
Og her genkender man ikke problemet, siger Anne Marie Hegelund, der er souschef for Sundhed og omsorg i Viborg Kommune.
- De er udelukkende ment som et supplement til sociale sammenhænge, siger hun til Newspaq.
Hun erkender, at der er blevet skåret ned på de fastansatte, men at det går lige op, da de ældre er blevet trænet til at være mere selvhjulpne.
Ifølge souschefen kan hun kun se, at ordningen med frivillige vil udbrede sig.
- Det er kommet for at blive. Og det er noget som de frivillige vil gå mere og mere ind i, fordi vi som borgere gerne vil bidrage til et godt samfund, llyder det fra Anne Marie Hegelund.