En højtstående FN-mand er blevet fyret, efter at han kritiserede præsidentvalget i Afghanistan.
Den amerikanske FN-udsending Peter Galbraith har kritiseret landets præsidentvalg for omfattende valgfusk. Galbraith, der er en af FN's højestplacerede i landet, har direkte sagt, at han mente, alle stemmer i valget burde tælles om, skriver BBC. Kun en tiendedel er blevet talt om.
FN-mandens åbenmundethed har gjort ham så upopulær i Afghanistans regering, at flere ministre nægter at mødes med ham længere. Kilder i FN siger til BBC, at generalsekretær Ban Ki-Moon derfor har besluttet at 'afslutte Galbraiths mission' i Afghanistan, som det hedder.
Valgobservatører fra EU vurderer, at cirka 1,5 millioner stemmer - omkring en fjerdedel af alle afgivne stemmer - til præsidentvalget i august kan være falske. Alene 1,1 millioner kryds ud for præsident Hamid Karzai vækker observatørernes mistanke.