Flere end 350.000 mennesker er drevet på flugt internt i Afghanistan i løbet af 2019.
Det oplyser FN's humanitære organisation, OCHA.
Opgørelsen viser, at 354.664 mennesker har måttet forlade deres hjem i år mod omkring 310.000 på samme tidspunkt sidste år.
Alene omkring 160.000 er flygtet fra landets nordøstlige egne.
Afghanske styrker kæmper fortsat mod såvel Taliban som Islamisk Stat.
Kampene er fortsat, samtidig med at USA og Taliban har forhandlet om en politisk løsning på konflikten.
Forhandlingerne har været indstillet, men det ser ud til, at man muligvis forsøger at genoptage dem.
USA's særlige udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, ankom lørdag til Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor han mødtes med præsident Ashraf Ghani.
USA har haft soldater udstationeret i Afghanistan siden en invasion i 2001. Invasionen væltede Taliban-styret, der i årevis havde givet ly til Osama bin Laden, lederen af al-Qaeda og hjernen bag angrebene 11. september.
I september i år var der 14.000 amerikanske soldater i landet. Det er dog et markant fald i forhold til de knap 100.000 soldater, der var udstationeret i 2011.
I næsten alle landets provinser mærkes krigen. I næsten 30 procent af landets distrikter er der kampe, mens 14,5 procent af landet er kontrolleret af Taliban. Afghanske regeringsstyrker har kun kontrol over cirka 56 procent af distrikterne.
Men militære iagttagere siger, at Taliban ikke er i stand til at indtage større byer eller vigtige strategiske områder og bevare kontrollen over dem i længere tid.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa