Nu istemmer FN sig koret af stemmer, der beder Sudans præsident om at ændre på beslutningen om at smide 13 nødhjælpsorganisationer på porten.
I en udtalelse fra FN siger generalsekretær Ban Ki-moon, at eksklusionen af organisationerne vil resultere i "uigenkaldelig skade på den humanitære operation i landet", hvis den bliver gennemført, skriver BBC.
"Organisationerne er en livline til 4,7 mio. sudanesere, som modtager hjælp i Darfur", lød det i udtalelsen.
Præsident Omar al-Bashir meldte i går ud, at organisationerne, heriblandt Red Barnet, skal forlade Sudan, fordi de ikke har overholdt love og regler i landet. Det afviser de humanitære organisationer dog, at de har gjort.
Omar al-Bashirs voldsomme beslutning blev truffet kort efter, at FN's internationale straffesdomstol i Haag havde udstedt en arrestordre på præsidenten, fordi han er mistænkt for en række krigsforbrydelser i landets Darfur-provins.
Det internationale samfund mener da også, at man skal se forvisningen af ngo'erne som præsidentens svar på arrestordren.