Ban Ki-moon frygter, at mange af verdens fattigste lande vil lide alvorlige tilbageslag som følge af finanskrisen - hvilket vil medføre utallige dødstal blandt de fattigste indbyggere.
Derfor vil han have centralbankerne i de rige lande samt den Internationale Valutafund (IMF) til at yde kæmpelån til udviklingslandene.
"Krisen truer med at underminere alle de fremskridt, vi har gjort i bestræbelserne på at fjerne fattigdom," siger Ban Ki-moon.
Samtidig er lederne af EU og 16 asiatiske lande i disse dage samlet i Kina til det syvende ASEM-møde, der afholdes hvert andet år.
Finanskrisen var øverst på dagsordenen, og landene blev blandt andet enige om, at IMF skal spille en ledende rolle i forsøget på at få stabiliseret verdens finansmarkeder.
"Lederne blev enige om, at IMF skal spille en vigtig rolle i forsøget på at hjælpe lande, der er hårdt ramt af krisen," hedder det i en udtalelse fra mødet i Beijing, skriver BBC.
IMF har allerede lovet kriseramte Island et lån på ca. 11 mia. kr.
De 43 lande blev også enige om at arbejde for mere frihandel.
-Newspaq