Ovenpå flere angreb mod FN i Afghanistan, er FN gået i gang med at evakuere 600 af organisationens internationale ansatte i landet. Det er over halvdelen af de udenlandske ansatte i Afghanistan.
Det sker som reaktion på sidste uges angreb, hvor taleban dræbte fem udenlandske FN-ansatte den 28. oktober i hovedstaden Kabul. Mange udenlandske ansatte har allerede forladt Afghanistan i forbindelse med præsidentvalget og den efterfølgende usikkerhed om resultatet.
"Vi vil overveje at bringe folk tilbage, så snart sikkerhedsituationen tillader det, og der er fundet sikre boliger," siger en FN-kilde til Reuters.
FN understreger, at de vil følge udviklingen meget nøje og hente folk tilbage, når det er sikkert igen.