I de sidste par uger har FN befriet tvangsrekrutterede børnesoldater fra mindre militære grupper i Den Demokratiske Republik Congo.
880 børn blev i dag reddet fra risikoen for at dø på de congolesiske slagmarker i den nordlige Kivu provins, meddeler FN.
Dette sker efter, at nye kampe er opstået i provinsen, hvorfra over en million mennesker er drevet på flugt i de senere år.
De congolesiske myndigheder hjalp til med at overføre de 839 drenge og 41 piger til forskellige ngo'ere. Børnene, der nu kan kalde sig tidligere børnesoldater, vil senere blive genforenet med deres familier.
FN's børnefond kunne i sidste måned oplyse, at 3.500 børn stadig er kidnappet og bliver tvunget til at føre krig af militære grupper.