Derfor beder FN om den største enkeltstående donation nogensinde.
1,5 milliarder dollars, hvilket svarer til 8,25 milliarder kroner.
De mange penge skal gå til at hjælpe op mod tre millioner haitianere med mad, hygiejne og at få tag over hovedet, inden regntiden sætter ind, oplyser FN i en pressemeddelelse.
Og der er akut behov for hjælp til Haiti, fortæller Røde Kors.
"De første regnskyl har allerede givet store problemer. Især i forhold til sanitet. Når folk boer så tæt som de gør, så er det svært at lave ordentlige toiletforhold. Og det gør, at sundhedstilstanden har stor risiko for at kunne resultere i epidemier og andet," siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl til Newspaq.
Den rekordhøje appel kommer oveni de 577 millioner dollars eller 3,2 milliarder kroner, som FN bad om i dagene efter det voldsomme jordskælv, der har dræbt op i mod 200.000 mennesker og gjort en tredjedel af den haitianske befolkning husvilde.
Tidligere var den højeste appel fra FN om penge efter tsunamien i 2004, hvor 220.000 mennesker mistede livet i bl.a. Thailand, Indien, Sri Lanka og Indonesien.