Den nye regering bliver mødt af advarsler, efter at den lægger op til at indgå diplomatiske aftaler med torturstater om at hjemtage udviste udlændinge.
I regeringsgrundlaget står det, at regeringen vil "undersøge mulighederne for brug af diplomatiske forsikringer i forhold til udsendelse af personer på tålt ophold".
Men det advarer FN og en række organisationer ifølge Politiken imod.
Der er risiko for, at det vil være i strid med FN's torturkonvention, lyder det. Ligesom at de pågældende personer vil være i fare for at blive udsat for tortur.
- Man kan aldrig vide, om landene kan beskytte den enkelte godt nok, så en diplomatisk garanti kan ikke eliminere risikoen for, at personen vil blive udsat for tortur.
- De lande, man vil indgå aftaler med, er jo netop lande, der ikke har styr på, hvad der foregår. Det vil være som at spille hasard med deres sikkerhed, siger formanden for FN's torturkomité, Jens Modvig, til avisen.
Også hos Amnesty International i Danmark blinker de røde advarselslamper.
- Vi advarer på det kraftigste imod at gå den vej, siger generalsekretær Trine Christensen til Ritzau.
- Det siger sig selv, at det vil være overordentligt svært at monitorere og sikre, at den enkelte person ikke udsættes for tortur, og for det andet underminerer man hele kampen imod tortur ved at arbejde med enkelte undtagelsestilfælde.
Ifølge Politiken befinder der sig knap 70 udlændinge på tålt ophold i Danmark.
Det er personer, som har udstået deres fængselsstraf og står til at blive udvist - typisk på grund af hård kriminalitet.
Men Danmark kan ikke hjemsende dem ifølge konventionerne, fordi de vurderes at være i fare i deres hjemlande.
/ritzau/