FN's Flygtningehøjkommissariat advarer om, at yderligere 400.000 maliere vil flygte til nabolandene i løbet af de kommende måneder.
Ifølge FN-organisationen, UNHCR, giver de maliske flygtninge rystende beretninger om henrettelser og amputationer i det nordlige Mali, der kontrolleres af de islamistiske oprørere.
Flygtningehøjkommissariatet fortæller endvidere, at unge bliver rekrutteret som børnesoldater af oprørerne.
Konflikten eskalerede 10. januar, da de islamistiske oprørere indtog den strategisk vigtige by Konna, der var selve anledningen til, at Frankrig valgte at gå militært ind i konflikten i sin tidligere koloni.
/ritzau/Reuters