35 heldige medarbejdere på Jydsk Emblem Fabrik i Malling ved Aarhus har noget ekstraordinært at se frem til.
I forbindelse med fabrikkens 130 års jubilæum blev der nemlig ikke kun poppet champagne og holdt festtaler. Næ, fabriksdirektøren inviterede samtlige medarbejdere en uge til Thailand.
- Det er vores allesammens jubilæum, så vi vil gerne have alle vores medarbejdere med ud og få én på opleveren, siger direktør på Jydsk Emblem Fabrik, Hanne Hørup, til TV2 Østjylland.
30 grader og elefanter
Så medarbejderne kan godt skrive sommertøj på ønskesedlen til jul. De skal nemlig af sted midt i januar og her vil det ikke være usædvanligt, at temperaturerne rammer 30 grader - og derover!
Forude venter ikke kun sol og varme, men også tur på elefantryg.
- Det er først nu, man tænker over, hvor vildt det egentlig er, at vi kommer på sådan en tur alle sammen. Det bliver fantastisk, jeg glæder mig helt vildt, siger Michael Koun Parkvil, der er sælger hos Jydsk Emblem Fabrik, til TV 2 Østjylland.
Investering i hverdagen
Hanne Hørup mener, at turen er en god investering og vil betyde en del for de ansattes indbyrdes forhold og de historier de i hverdagen kan dele med hinanden.
Selv om hele fabrikken lukker ned, så er der også indbygget faglighed på turen. Det er nemlig også planlagt, at de skal se nogle af de fabrikker, de samarbejder med til dagligt.