Askeskyen fra vulkanudbruddet i Island truer de danske flyselskaber, der nu beder regeringen om hjælp.
Det sker på et møde her til formiddag, hvor trafikminister Hans Christian Schmidt (V) mødes med luftfartsvirksomhederne i Dansk Industri - bl.a. SAS, Cimber Sterling og Københavns Lufthavne.
Senere mødes branchen med Naviair og Statens Luftfartsvæsen, hvor man på linje med andre europæiske flyselskaber vil spørge ind til myndighedernes eksakte begrundelse for fortsat at holde det danske luftrum lukket, skriver Berlingske Tidende.
"Spørgsmålet er, om det er selskaberne, der skal sidde alene tilbage med regningen i en sådan force majeure-situation," siger Jacob Krogsgaard, topchef i Cimber Sterling.
Ifølge direktør Michael Svane, DI Transport, koster flyvestoppet det danske samfund mindst 150 mio. kr. i døgnet.
Dermed er man allerede nu oppe i tab på mindst 750 millioner kroner og vil i løbet af et par døgn passere den første milliard.
"Luftfarten har været i voldsom krise i 12 til 18 måneder. På det seneste har vi set spæde grønne tegn for lufttrafikken, men nu bliver de kvalt af askeskyen," siger direktør Michael Svane, DI.