Livet er blevet sat på pause for en række beboere på en flydende ø, som er strandet efter en alvorlig tørke i den brasilianske del af regnskoven Amazonas.
De motorbåde, der normalt bliver brugt til at transportere forsyninger til øen med, er nu kæntret i en kæmpe mudderpøl ved søen Puraquequara, der ligger nær sammenstrømningen af Rio Negro og Solimões, der tilsammen danner Amazonfloden.
Dermed er det også blevet svært for de lokale virksomhedsejere, for hvem turister er en vigtig del af forretningen.
- Vores forretninger har ingen kunder. Vi er isolerede - både kan ikke trænge ind eller ud af søen, siger den lokale beboer Isaac Rodrigues.
- Vi kommer til at blive her, indtil gud sender os vand.
Den brasilianske regering sagde sidste uge, at den har i sinde at sende nødhjælp til beboerne i Amazonas, der er blevet ramt af en tørke af et omfang, der ikke er set før.
Tørken er ligesom oversvømmelserne, der har ramt det sydlige Brasilien, ifølge eksperter et resultat af vejrfænomenet El Niño, der opheder vandets overflade i Stillehavet.
I en række floder i Amazonas har store mængder døde fisk hobet sig op, i takt med at tørken er forværret.
Flere lokalsamfund har ikke længere adgang til mad og drikkevand.
For nylig blev der fundet 120 døde floddelfiner i en af Amazonflodens bifloder. De døde ifølge eksperter på grund af tørken og varmen.
I Puraquequara er der næsten intet vand tilbage at drikke eller lave mad med.
Forretningsejeren Otenisio de Lima fortæller, at fiskere ikke længere kan transportere deres fangster til øen, og at råvarer som bananer og marvkål ikke længere er tilgængelige.
- Alt er blevet så svært. Salget er faldet, og der er dage, hvor vi knap nok tjener nok penge til at overleve, fortæller en anden forretningsindehaver, Raimundo Silva do Carmo.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters