Det enorme krydstogtskib 'Allure of the Seas' kunne lørdag eftermiddag 16.15 sætte kurs mod USA efter at have passeret under Storebæltsbroen.
'Allure of the Seas', der er 72 meter højt, havde fået sænket skorstene syv meter, så det kunne lade sig gøre at sejle under broen med en halv meters mellemrum.
"Skorstenene var blevet sænket. Og dybgangen tjekkede vi inden. Der var plads nok, og det var beregnet i forvejen, inden skibet sejlede under," siger Søværnets Operative Kommandos stabschef til Nyhedsbureauet Newspaq.
Krydstogtskibet blev for nylig færdig på det finske værft i Turku og skulle igennem de danske farvande på sin jomfrurejse til Port Everglades i Florida, USA.
Skibet måler hele 360 meter i længden og er 72 meter højt. Ombord er der 16 passagerdæk.
Det har kostet rederiet Royal Caribbean International 6,5 milliarder kroner.
Skibet er søsterskib til verdens største passagerskib Oasis of the Seas.