S og SF vil indføre en passagerafgift på flytrafik, der vil fordyre alle flyrejser med 75 kroner.
Afgiften skal skaffe 700 mio. kroner og vil især ramme dele af indenrigstrafikken og lavprisruterne, skriver nyhedsportalen Check-In.
Hvis en returbillet fra København til Aalborg stiger med 150 kroner vil det få mange flyrejsende til at tage tog eller bil i stedet, frygter branchen.
Henning G. Jensen, bestyrelsesformand for Aalborg Lufthavn kalder afgiften "gift for Aalborg Lufthavn og Nordjylland."
Men også lavprisflyrejser fra Danmark til Europa vil blive ramt af en mulig passagerafgift.
Tyskland indførte 1. januar 2011 en tilsvarende passagerafgift.
Her svarede det irske lavprisflyselskab Ryanair igen ved at fjerne en række ruter fra Hahn-lufthavnen ved Franfkurt, hvilket ifølge Check-In kostede den tyske lufthavn omkring en million passagerer.
På tilsvarende vis kan lufthavnene i Billund og Aarhus komme til at mærke reduktioner i Ryanairs fartplan, hvis S og SF får held med at samle flertal for en passagerafgift.
Kilde: check-ind.dk