En revne i flyets rude var skyld i, at et af forsvarets Challenger-fly måtte nødlande i Aalborg Lufthavn søndag over middag.
Flyet var lettet fra Flyvestation Aalborg søndag morgen, og der var seks mand ombord - kaptajn, pilot og fire radaroperatører.
De var på vej mod Grønland for at foretage en såkaldt 'farvandsovervågning'. Efter omkring en times flyvning opdagede mandskabet, at der var en revne i den venstre forrude, og så måtte de vende om.
Et større antal brandbiler blev sendt af sted til Aalborg Lufthavn, fordi det blæste meget, og der var meget brændstof i tankene på flyet, og man frygtede derfor, at nødlandingen kunne gå galt.
Det fortæller Dan Christensen, vagthavende indsatsleder på flyvestationens brand- og redningstjeneste, ifølge nordjyske.dk.
Brandfolkene kom dog ikke på arbejde, da nødlandingen foregik uden dramatik.