En 22-årig mand har været på flugt siden 22. december sidste år, men er nu anholdt.
Efter tre måneder med prædikatet flugtfange hængende over hovedet, blev han i dag mødt af politiet i Københavns Lufthavn.
To betjente stod simpelthen klar, da manden landede i lufthavnen.
"Vi vidste, at manden var på vej, og anholdelsen skete helt uden dramatik," siger politiets vagtchef ifølge dr.dk.
Den unge mand er mistænkt for flere væbnede røverier i Fredericia og stak af fra Retten i Kolding i december.
Her havde han netop fået forlænget sin varetægtsfængsling hen over jul og nytår, da han pludselig stak i løb på pladsen foran domhuset. Og han formåede altså at være på fri fod i tre måneder.
Allerede den 28. december troede man, at manden var blevet anholdt i USA, fordi han har været efterlyst via Interpol, men det viste sig at være en misforståelse.