Midt i euforien over kvindelandsholdets imponerende 28-27-sejr over titelkandidaterne Frankrig, er det fristende at spekulere i Danmarks chancer i den kommende mellemrunde i Beograd.
Men den hurtige fløjspiller Ann Grete Nørgaard maner til besindighed, selv om danskerne er kæmpefavoritter i den sidste gruppekamp mod Makedonien.
- For et par dage siden sagde alle, at vi ville komme i mellemrunden med nul point, men der var altså lige en kamp mod Frankrig, der skulle spilles først.
- Det er det samme nu. Vi skal først spille mod Makedonien, så vi skal ikke begynde at tænke i guld og grønne skove. Det får vi ikke noget ud af, siger Ann Grete Nørgaard.
Efter nederlaget mod Sverige tirsdag aften var mange klar til at begrave Danmarks EM-muligheder, men sejren over Frankrig åbner helt nye muligheder for det danske hold.
- Fordi vi lige har slået EM-favoritterne, så betyder det jo ikke, at vi pludselig er EM-favoritter. Men vi har bevist, at når vi spiller, som vi skal og ikke begynder at blive passive, så kan vi slå alle, siger Ann Grete Nørgaard.
Danmark møder i sidste gruppekamp Makedonien. Med et dansk nederlag mod outsiderne kan danskerne fortsat misse mellemrunden.
/ritzau/