I dag lød startskuddet for årets, såkaldte kongeauktion, hvor boliglån for omkring 500 milliarder kroner skulle have fastsat ny rente pr. 1. januar.
Og efter auktionens første dag landede renten på rekordlave 1,33 procent.
Det overrasker ikke cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.
"Det var helt i tråd med vores forventninger - vi har før auktionen meldt ud, at vi samlet set venter en F1-rente i intervallet omkring 1,15 pct. til 1,40 pct., og det interval fastholder vi naturligvis med dagens resultat," siger Christian Hilligsøe Heinig
Ifølge cheføkonomen benytter størstedelen af danskerne sig dog ikke i tilstrækkelig grad af den rekordlave rente - det til trods for, at eksperter faktisk opfordrer dem til det modsatte.
"Der er intet ved danskernes låneadfærd, der i større grad signalerer, at man er i gang med at benytte de rekordlave renter til også at sikre lave renter over en lidt længere årrække - det egentlig på trods af de generelle låneanbefalinger fra både os og andre realkreditinstitutter," oplyser han.
Han er samtidig overrasket over det, han kalder, dansk pessimisme.
"Det må siges at være overraskende, og det signalerer også, at danskerne tilsyneladende er overbeviste om, at de rekordlave renter vil bestå en rum tid endnu. Det sætter også en tyk streg under, at den økonomiske pessimisme har fået sig et solidt greb om danskernes sindsstemning," siger Christian Hilligsøe Heinig.
I Realkredit Danmark starter konge-auktionen i dag og løber frem til og med den 2. december.