I kølvandet på sagerne om sexovergreb i den katolske kirke tegner der sig nu et flertal for, at fristen for at anmelde sexovergreb skal forlænges.
I dag er fristen 10 år, men nu taler både De Radikale, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF for at forlænge forældelsesfristen i pædofilisager, skriver fyens.dk.
"Vi er kommet i en vanvittig situation med den katolske kirke, og jeg synes ikke, at vi kan leve med, at der ikke kan rejses sager," siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.
Hverken Venstre eller konservative går ind for, at man ændrer på forældelsesfristen.
Venstres retsordfører, Kim Andersen, frygter flere fejlanmeldelser.
"Hvis ikke man har anmeldt en pædofilisag efter 10 år, må man antage, at så har man bearbejdet det og valgt ikke at gå videre med det. Så vi har ingen planer om at forlænge fristen, siger Venstres retsordfører, Kim Andersen.