Det er ikke i orden at komme med racistiske bemærkninger i det offentlige rum - og derfor skal vi bevare racismeparagraffen.
Det mener syv ud af ti danskere, viser ny meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten.
Her svarer 69 procent, at racismeparagraffen skal bevares, 21 procent vil af med den, mens 10 procent ikke ved, hvad de mener.
Et stort flertal i befolkningen mener altså, at vi skal beholde straffelovens paragraf 266 b, som giver bøde eller helt op til to års fængsel, hvis man taler truende og ytrer sig forhånende om andre på grund af f.eks. race, køn eller seksualitet.
Dansk Folkeparti har i lang tid gerne ville afskaffe paragraffen, som har betydet, at folketingsmedlem Jesper Langballe (DF) for tidligere på året blev retsforfulgt for racisme.
Men DF-vælgerne er ikke enige i det. Kun omkring hver fjerde vælger vil afskaffe racismeparagraffen.
Hos de konservative siger retsordfører Tom Behnke, at paragraffen er god, fordi "det er nødvendigt, at der er en stopklods, så vi får en sober debat", siger han til avisen.