Aalborg Universitet oplever fremgang på alle fronter, når det gælder ansøgerantal til universitet.
I dag var der ansøgningsfrist for kvote 1-ansøgere i hele landet, og Aalborg Universitet kan melde om fremgang på alle fakulteter, som det første i Danmark.
"Vi har fået 3.788 ansøgere, der har os som førsteprioritet. Det er en fremgang på 30 procent," fortæller Allan Clausen fra universitetets kommunikations afdeling.
I alt har universitet fået 10.000 ansøgninger. Samfundsfagligt fakultet har oplevet en fremgang i ansøgertallet på 28 procent, Humanistisk på 22 procent, Naturvidenskab på 37 procent og Sundhedsfagligt fakultet på 19 procent.
På universitets centre uden for Nordjylland er ansøgertallene steget endnu mere. I Esbjerg har 65 procent flere søgt ind, mens tallet for Ballerup ved København er 74 procent.
Med til historien hører dog, at man i Esbjerg og Ballerup er gået fra meget lave ansøgertal.
Senere på ugen og i næste uge kommer tallene fra landets andre universiteter. Her forventer man også betydelig fremgang i ansøgertallet.