Det er ikke let at være italiensk ministerpræsident for tiden. Og slet ikke hvis man hedder Silvio Berlusconi.
Den italienske ministerpræsident har netop mistet sin immunitet, så han nu kan retsforfølges. Nu mister han også vælgernes opbakning.
For historierne om escortpiger, der har været hyret til ministerpræsidentens private fester, bliver ved med at cirkulere i de italienske medier. Specielt udskrifter fra det bånd, som escort-pigen Patrizia D'Addario optog, da hun var sammen med Silvio Berlusconi.
Og det har fået især landets katolikker til at gøre korsets tegn og vende Berlusconi ryggen.
Blandt de 40 procent af italienere, der går i kirke mindst to eller tre gange om måneden, er den konservative premierministers popularitet faldet fra 55 procent i april, før skandalerne dukkede op i medierne, til 50 procent i søndags. Det viste en meningsmåling i avisen Republica i søndags.
Charlotte Sylvester, der er journalist i Italien, tror dog ikke, der er fare for at Berlusconi bliver strittet af ministertaburetten.
"Jamen i Italien er der ingen jantelov, og der er faktisk flere af hans tilhængere såvel som modstandere, der synes, at han har gjort det godt. Så hvis ikke den her mega-skandale kan vælte ham af pinden, så er det svært at have fantasi til at forestille sig, hvad der skulle kunne," siger hun til Go'morgen P3.