Det gik vildt for sig i nat, da en masse studenter i København fejrede, at de netop har fået huer på. Studenterfesten endte med, at fem blev anholdt.
150 deltog i festen hvor der også blev tændt bål og malet grafitti.
De unge kastede med sten og flasker mod den første patruljevogn på stedet og en betjent blev ramt.
Efterfølgende rykkede politiet ind med hunde og lukkede festen. I den forbindelse blev to unge bidt af politiets hunde.
Også i Viborg gik det voldsomt for sig, da studenter fejrede de nyligt overståede eksamener. En gruppe studenter tørnede tidligt i morges sammen med en anden gruppe unge på Trappetorvet i Viborg.
"Det udviklede sig til et større slagsmål, og betjentene måtte bruge peberspray for at dæmpe gemytterne," siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even til ekstrabladet.dk.
Tre personer på 19, 20 og 28 år blev anholdt. De får alle bøder for uro og gadeuorden, oplyser politiet.