Soldaternes fagforening får flere henvendelser fra soldater, der har akut brug for hjælp.
På kun et år har 30 procent flere bedt om hjælp til at behandle psykiske problemer.
Det viser en opgørelse lavet af soldaternes egen fagforening HKKF, skriver Kristeligt Dagblad.
Den gruppe, som henvender sig til fagforeningen, er dem, som ikke har formået at bruge forsvarets egne psykologer, fortæller Yvonne Tønnesen, konsulent for soldater med psykiske efter-reaktioner i HKKF.
"Flertallet af dem, der henvender sig hos os, står helt alene. De kan ikke selv finde ud af at opsøge hjælp, hverken hos venner, familie eller psykologer. Den typiske besked er, at de ikke kan mere. De er meget opgivende og står fuldstændig uden støtte. Det er dem, der for alvor bør bekymre os. Og det er dem, der er kommet markant flere af," siger hun til avisen.
I 2008 havde fagforeningen fået henvendelser fra 98 soldater, men i 2009 var det tal vokset til 233. Og antallet bliver formentlig højere, da optællingen endnu ikke er afsluttet.
Stigningen kan også forklares med, at soldaterne møder hårdere kampe, når de er ude, fortæller chefpsykolog Vibeke Schmidt fra Institut for Militærpsykologi. Hun understreger dog, at det også handler om, at soldaterne er blevet bedre til at søge hjælp.
"Soldaterne har haft held til at lægge noget af macho-panseret fra sig. Det er blevet mere acceptabelt at søge hjælp, og det betyder alt sammen, at vi får fat i nogle, som vi ikke havde kontakt med før. Det er en positiv udvikling," siger Vibeke Schmidt til avisen.