Siden årsskiftet har Trafikselskabet Movias kontrollører udskrevet knap 9.000 bøder. Det er en markant stigning i forhold til hele sidste år, hvor man kun udskrev 4.731 afgifter.
Den store stigning skyldes ikke mindst, at Movia har ansat flere kontrollører, og at kontrollen er blevet mere effektiv, fortæller James Pedersen, der er trafikinspektør i Movia.
"Andelen af kunder, der ikke har gyldig billet ud af alle de kontrollerede kunder, er på 2,95 procent. Det er noget af det højeste nogensinde. Og det skyldes, at vi er blevet rigtig gode til at finde dem," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge James Pedersen snyder folk primært på tre forskellige måder:
"Nogle har simpelthen ingen billet. Andre kører længere, end billetten er gyldig, og endelig er der mange unge, der fortsætter med at køre på børnebillet, selvom de er fyldt 16 år," siger han.
De passagerer, der er blevet taget i snyderi, kan godt forvente at skulle hoste op med bødepengene. Movia har nemlig stort held med at få deres penge.
"Vi har en aftale med Skat, og hvis ikke folk kan finde ud at betale, så sørger Skat for det," siger han.
-Newspaq