Stik imod intentionerne viser det sig nu, at antallet af tvangsbehandlede patienter i psykiatrien stiger.
Hver femte af de indlagte på en psykiatrisk afdeling bliver hvert år frihedsberøvet, tvangsbehandlet, fikseret eller tvangsmedicineret.
Og ifølge nye tal fra Sundhedsstyrelsen steg antallet af frihedsberøvede med 150 fra 2007 til 2008. Det skriver DR.dk
Antallet af fikseringer og fysisk fastholdelse steg fra 18.452 i 2007 til 19.521 i 2008.
Rapporten fastslår, at Danmark fortsat ligger højt i forhold til andre lande. Og det er ikke godt nok, erkender sundhedsminister Bertel Haarder (V).
Han håber dog, at den nye handlingsplan for psykiatrien til 820 millioner kroner vil forbedre forholdene for patienterne.
"Med den nye plan skal arbejdet med at nedbringe tvang op i fart. I det hele taget skal indsatsen for de psykisk syge styrkes," siger Haarder til DR.