Selvom politikerne i flere år har sat hårdt ind mod social dumping, vrimler det stadig med østeuropæiske byggefirmaer, der arbejder ulovligt i Danmark, skriver Fagbladet 3F.
Sidste år blev 395 firmaer afsløret i at snyde sig udenom det lovpligtige register for udenlandske virksomheder (RUT). Dermed pågreb Arbejdstilsynet omtrent samme antal ulovlige firmaer som rekordåret 2012, hvor 414 firmaer blev snuppet. Det viser en opgørelse, Arbejdstilsynet har lavet for Fagbladet 3F.
De ulovlige østfirmaer huserer i sær i byggeriet og kommer langt overvejende fra Østeuropa.
I byggebranchen er både arbejdsgivere og fagforeninger godt tilfredse med Arbejdstilsynets indsats. Men de ulovlige firmaer slipper for let, lyder det fra en enig branche. Bøden for at arbejde ulovligt er 10.000 kroner, og den skal politikerne sætte i vejret.
- Hammeren falder ikke hårdt nok. Værdien af det arbejde og de opgaver de snyder med er langt større. Det burde ramme dem hårdere, så det får en afskrækkende effekt, mener Frank Korsholm, der er erhvervspolitisk chef i Håndværksrådet.
Også Dansk Byggeri ser gerne, at myndighederne slår hårdere ned.
- Hvis politikerne mener, at større bøder vil have en effekt, så er vi positive, siger Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri.
Byggearbejdernes næstformand Palle Bisgaard fra 3F mener, det er ekstremt højt antal sager.
- 10.000 kroner er alt for lille en risiko. Bøden skal stå mål med de mange fordele de får, når de går under radaren på ulovlig vis, mener Palle Bisgaard.