Flere ledige vikarierer sig til job

Vejen til fast job går for flere arbejdsløse gennem en vikartjans. Vikarbureauerne mærker markant fremgang.
Byggebranchen ansætter 30 procent flere vikarer i første kvartal i år i forhold til 2010.
Byggebranchen ansætter 30 procent flere vikarer i første kvartal i år i forhold til 2010. Foto: Colourbox

Vikarbureauerne er et alternativ til jobcentrene.

Det mener hver tredje dansker, som hellere vil have løsarbejde, end hvirvles ind i det offentlige jobsystem.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Interresearch for Dansk Erhverv.

"For rigtig mange vikarer lykkedes det da også at finde varig beskæftigelse," siger Jacob Tietge, sekretariatschef i Vikarbureauernes Brancheforening til Jyllands-Posten.

Det anslås, at 30.000 i øjeblikket arbejder som vikar. De fleste er unge og kvinder, som er langt mere åbne for løsarbejdet end mændene.

"Samtidig er virksomhederne ofte mere villige til at ansætte en vikar, hvis kvalifikationer allerede er blevet godkendt af et vikarbureau," fortæller han.

Ifølge undersøgelsen har 16 procent af alle voksne danskere prøvet at være vikar. Det er især it- og byggebranchen som oplever boom i antallet af vikarer i øjeblikket.

Kilde: Jyllands-Posten

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.