Sagen om Københavns Kommunes aktivering i Farvergade er langt fra enestående.
Det siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg universitet.
"Sagen er ikke god for København, men hvis man kigger rundt på de andre kommuner, så er der løsninger, der ligner, hvor man f.eks. har talt om hjemmeaktivering," siger han til Newspaq.
Ifølge Politiken er Københavns Kommune klar med en retssag mod staten for at undgå at tilbagebetale knap 400 millioner kroner til staten - penge, som kommunen har fået i 2008 og 2009 til aktiveringsprojektet i Farvergade.
Kommunens argument er, at loven har været for uklar, og at Arbejdsmarkedsstyrelsen har kendt til praksissen med "hjemmeaktivering" i årevis.
Kravet om de 25 timers aktivering har været meget uklart, medgiver Flemming Larsen.
"Der har været en stor gråzone omkring den her forpligtigelse til, at man skal 25 timer i aktivering om ugen for at opfylde kravet om fuld refusion. Mange andre kommuner vil ikke kunne dokumentere, at de har haft 25 timers fuld fremmøde," siger Flemming Larsen.
Københavns Kommune har nu oplyst, at man er klar til at slæbe staten i retten for at slippe for, at skulle betale 390 millioner kroner tilbage for manglende aktivering.