Det er langt fra kun i én andelsforening i Hjørring, at man forærer lejligheder væk.
Fænomenet med gratis andelslejligheder findes flere steder i landet.
"Der er nogle eksempler rundt om i landet, hvor prisfaldet på ejerboliger har været så drastisk, så hvis en andelshaver skal sælge, er han nødt til at gå tilsvarende ned i pris. Og det kan godt resultere i, at han er nødt til at afhænde til nul kroner," siger Jan Hansen, direktør i ABF - interesseorganisation for andelsforeninger til Newspaq.
Problemet ses fortrinsvis i små byer, hvor for eksempel ejerpriserne er faldet voldsomt eller andelsforeninger har optaget ukloge lån, så andelshaverne, er plaget af nogle meget høje huslejer. Dermed kan det betale sig at afhænde boligen for det rene luft.
Jan Hansen kan ikke konkret sige, hvor udbredt problemet, men er fortrøstningsfuld nok.
"Det er heldigvis ganske få situationer, at man kommer helt derud, hvor man bliver nødt til at forære boligen væk," understreger Jan Hansen.
Selvom andelsdirektøren finder det bekymrende, er det ikke et billede, han tror, vil udbrede sig voldsomt i fremtiden.
"Der er ikke noget, som tyder på det her og nu. Jeg tror, alle er af den opfattelse, at udviklingen på boligmarkedet snart må gå i den anden retning," siger Jan Hansen.
Til nordjyske.dk fortæller Nybolig-mægler i Hjørring Morten Hove, at der endog er set eksempler på, at desperate sælgere har betalt købere for at overtage et andelsbevis.