Irakerne, der siden fredag har søgt tilflugt i folkekirker i København, kan godt glemme alt om at få en håndsrækning fra Christiansborg. Den benhårde melding kom integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) med søndag.
Det får dog ikke irakerne - der nu opholder sig i Brorsons Kirke på Nørrebro - til at opgive kampen. De håber fortsat, at politikerne vil lade dem blive i landet - trods en ny aftale om tvangsudlevering mellem Danmark og Irak.
"Det er jeg selvfølgelig ked af at høre, at hun mener. Vi ser ikke det her som en politisk kamp. Vi ser det i virkeligheden bare som en humanitær handling. Det her er den sidste udvej," siger Kim Dejbjerg fra KirkeAsyls pressegruppe til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han oplyser, at flere kvinder og børn nu også opholder sig i kirken. Han beder derfor andre politikere komme på banen.
"Vi håber, at der er andre politikere med andre holdninger," forklarer han.