De 30 afvist irakiske asylansøgere i Vor Frue kan snart blive til endnu flere, lyder det fra kirken i det indre København
"Lige nu er den vigtigste opgave at fine madrasser og penge - alle de praktiske ting," siger Anna Bågø, irakernes talskvinde, til TV 2 News.
Samtidig fortæller hun, at der stadig ankommer irakere til kirke, de frygter lige som de allerede ankomne, at de vil blive sendte hjem til Irak i kølvandet på den aftale som regeringen indgik med Irak forleden.
"Den her handling er en desperat handling - en sidste udvej. Derfor opfordrer vi danskerne til at støtte op om vores sag," siger talskvinden og tilføjer at også frivillige med sympati for irakerne er begyndt at ankomme til Vor Frue.
Irakerne håber, at politikere nu vil lave en løsning, der gør det muligt for dem at blive her i landet.
"Vi er alle sammen enormt håbefulde," siger Anna Bågø og henviser til en lignende aktion der i 1992 fik Folketinget til at vedtage en særlov, der åbnede for asyl til en stor gruppe afviste flygtninge.